Camilla 21 år

Jeg er 21 år, og har siden jeg var 7-8 år lidt af en meget svingende emetofobi. Hvordan jeg fik fobien, går jeg stadig og grubler over.
Min mor lider af selv samme fobi, og har altid været en smule hysterisk omkring opkast, madvarer og hygiejne osv. Men ikke med angstanfald og andre akutte reaktioner. Jeg mindes tydeligt den første aften, hvor tanken om at skulle kaste op strejfede min tankegang. Familien og jeg havde set en film i fjernsynet, hvor en gravid kvinde hele tiden kastede op. Vi morede os over komedien, og jeg tror jeg synes det var en smule fascinerende at hun kastede op? Det skal lige siges jeg havde spist en del kage den aften, så om jeg reelt set havde kvalme de pågældende timer efter, eller om det bare var min fantasi, kan jeg ikke finde ud af. (Og sådan har jeg det stadig idag! Man kan jo nærmest tænke sig til kvalme!!)
Da jeg blev lagt i seng, fik jeg pludseligt en klump i halsen, og begyndte at ryste helt vildt. Åh nej, havde jeg kvalme? Skulle jeg kaste op? Jeg blev overvældet af en ubeskrivelig angst, og måtte ligge og græde mig i søvn med min mor overgående og beskyttende ved min side. Sådan fortsatte det hver evigt eneste aften i lang tid. Jeg kunne kun falde i søvn hvis min far eller mor var på mit værelse.
På det tidspunkt havde jeg ingen sociale problemer.
 
Vi havde en dreng i klassen, som tit kastede op i frokostpausen. Og i de små klasser spiste man frokost sammen i klasselokalet. Og det slog mig pludseligt, den dag vi skulle have nye sidepladser, at hvis jeg blev sat ved siden af den dreng, så ville jeg jo skulle opleve en anden kaste op på meget nært hold. Og idet jeg havde tænkt tanken, sagde min lærer at det var ved siden af ham jeg skulle sidde. Det triggede min angst helt vildt, og jeg tudbrølede. Jeg fik naturligvis en anden plads. Men nu var helvede løs.
 
Jeg fandt på alverdens undskyldninger for ikke at være tilstede i klassen når det var frokost. Jeg vaskede hænder i 20 minutter, på toilettet i den anden ende af skolen, jeg købte mad i kantinen, jeg låste mig endda inde på toilettet, og min lærer stod og skældte mig ud pågrund af min opførsel.
 
Hver gang jeg hørte en stol blive trukket ud, (altså hver gang man kunne høre en rejse sig fra bordet) blev jeg bange for at det var ham, eller en anden fra klassen, som skulle skynde sig ud på toilettet og kaste op. Og endnu værre, måske komme til at gøre det på gulvet.
 
Jeg var nu ikke særligt bange for selv at skulle kaste op, men bekymrede mig mere om andre skulle.
 
Jeg endte med at bruge et helt år af min skolegang i et specielcenter. Jeg kunne ikke gå i teater, køre offentlig transport, spise mad med folk osv osv. Og jeg spurgte hele tiden om dem jeg var sammen med var OK. For at sikre mig de ikke skulle kaste op.
 
Med årene gik det i sig selv. Selvfølgelig var jeg ikke kureret, men jeg blev teenager, og fokuserede på nogle helt andre ting. Jeg var dog den eneste der aldrig drak mig særligt fuld. Alkohol var jo roden til opkast. 
 
Idag er jeg 21. Jeg kaster, 7 9 13, aldrig op, og alligevel er min angst vendt tilbage. Jeg fik et voldsomt angstanfald da jeg røg hash, hvilket jeg gjorde 3-4 gange om ugen, fordi jeg fik kvalme. Det er 3 - 4 måneder siden, og har siden ikke rørt hash, efter 5-6 år med hyppigt brug. Jeg fik det der hedder panik angst. Og har lidt af det før, da jeg gik på gymnasiet. Der var det i form af rødmen, stammen og præstationsangst når jeg skulle sige noget højt i klassen. Men nu, var det simpel panik angst, hvor man føler man skal dø, man har fået et evighedstrip, og at der bare er noget helt galt. Jeg har haft rigtigt mange dødsfald i min familie, så jeg er sikker på at det er i forlængelse af det. Men nu er min emetofobi vendt tilbage, og erstattet mine panik angstanfald. Da disse panikanfald var allerværst, ønskede jeg brændende at det bare var opkast jeg havde angst for. For det vidste jeg jo hvad ville sige. En gammel kending om man vil. Men nu, lever jeg i et helvede. Jeg tygger maden grundigt, og forestiller mig hvordan den vil se ud hvis jeg kaster op. Jeg føler hele tiden jeg har kvalme, og kan ikke skelne mellem fantasi og virkelighed. Tanken om at skulle kaste op er frygtindgydende, og jeg ville give alt hvad jeg ejer for at få den fjernet.
 
Jeg kan dog sige til mig selv, at ligeså snart man er psykisk stabil, får tankerne på afveje, og "glemmer" sin angst, så kan den mere eller mindre gå i sig selv igen. Og jeg bliver ved med at sige til mig selv - at kaste op er midlertidigt. Tænk at sidde en dag som 70 årig og tænke tilbage på sine unge år, og ærge sig over at havde været bange for noget så "simpelt". Angst er et produkt af vores tanker. En illusion.  
Administrator af emetofobi.dk  | emetofobi.dk@gmail.com