Clara 17 år

Det hele faldt lidt på plads, da jeg fandt denne her hjemmeside med andre med samme fobi - pludselig virker det hele ikke så håbløst og mærkeligt, men som noget der forekommer og noget andre også har oplevet.

Jeg er en pige på 17 år, og jeg har lidt af forbi for opkast i en del år efterhånden. Jeg husker ikke en konkret hændelse der gjorde mig bange, men min frygt har bare udviklet sig over årene. Den første hændelse jeg kan huske, hvor jeg reagerede voldsomt på opkast, var en episode da jeg var 12 år. Min lillebror havde roskilde-syge og kastede altså op. Jeg havde værelse lige ved siden af ham på det tidspunkt, og det var mig der opdagede at han kastede op. Jeg fløj op til mine forældre, så de kunne hjælpe ham. Da det hele var faldet lidt til ro igen, lå jeg og rystede og græd og troede jeg skulle dø (og det var ikke engang mig der var syg!). Siden da har hvert eneste møde med opkast for mig, bare gjort hele situationen værre og værre.

Jeg er heldigvis (7-9-13) næsten aldrig syg med opkast selv, og efter at have læst statistikkerne omkring emetofobikere og hvor sjældent de kaster op, forstår jeg det meget bedre. Føler jeg den mindste smule ubehag i min mave eller noget, skal jeg helst være alene, og bare koncentrere mig om mig selv og mit åndedræt. Det kan lyde mærkeligt, men efter at have udviklet emetofobi er jeg virkelig blevet god til at styre mit åndedræt - jeg kan vågne om natten og føle at jeg skal kaste op, men ved nogle visualiseringsøvelser (hvor jeg tænker på noget rart jeg har oplevet eller sådan noget) og tage dybe indåndinger går det som regel væk (de dybe indåndinger øver jeg meget, for for at kroppen kan kaste op, skal man trække vejret på en helt bestemt måde i minutterne op til, og selve det vil jeg meget gerne undgå!). Mine åndedræts,- og visualiseringsøvelser er 100% selvlærte, og det er det bedste værktøj for mig, i situationer hvor man føler sig lidt presset af sig selv. Jeg vil også hellere gå rundt med meget kvalme i over en uge (det er hændt), end at overgive mig og så ''bare'' kaste op.
Jeg undgår også alt mad der er for gammel - jeg spiser ikke noget hvor jeg føler der er den mindste fare for evt. at kaste op, f.eks. kød der ikke er gennemstegt eller mad der har bare har overskredet sidste anvendelsesdato med bare én dag. Jeg spiser heller ikke marcipan, efter jeg engang kastede op efter jeg havde spist det. Mine madvaner kan for nogle virke mærkelige, og jeg er blevet beskyldt for bl.a. at være anoretisk - noget jeg på ingen måde er, jeg føler bare selv jeg passer på!

Jeg går til daglig på gymnasiet i 2.G, og med gymnasielivet følger de obligatoriske gymnasiefester. og med fester følger alkohol... og med alkohol følger opkast. Dette har dog ikke været i problem for mig (endnu), da folk ofte opfører sig ordentligt til selve festen, og ikke kaster op på gymnasiet, men det er altså ikke situationen når man kommer videre i byen. I November sidste år var jeg i byen, og jeg sad og snakkede med min veninde, og registrerede ikke hvad der skete til højre for mig. Pludselig mærker jeg noget varmt og vådt ned over mig, og tænker et øjeblik ''det er løgn det her....'' - men nej, ganske rigtigt. En eller anden fuld idiot valgte at kaste op på mig. Til min store forbløffelse tog jeg hele situationen i stiv arm, fik hevet min veninde med på toilettet og fik hjælp af nogle søde piger der fik vasket det værste væk, inden jeg kunne blive hentet. Det komiske var, at min veninde der ikke havde fået opkast på sig, fik det fysisk dårligt efter episoden, mens mig (der har en panisk angst for opkast) slet ikke reagerede på nogen måde på det. På den måde blev min emetofobi testet, og det viste sig at alle mennesker altså kan forbedre en panisk angst lidt af gangen.

Jeg kan dog stadig godt få ''tilbagefald''. Er der en af mine veninder der nævner at hun kastede op i sidste uge, prøver jeg at tage fysisk afstand til hende, for hvad nu hvis jeg også blev syg? Så sent som i sidste uge fortalte min kæreste mig at han havde kastet op sidste gang vi var sammen - jeg fik det straks fysisk dårligt, og måtte virkelig anstrenge mig for at se nogenlunde normal ud. Jeg tænkte at hvis det kunne ske for ham, så kunne det jo også ske for mig? Jeg ville også rigtig gerne have været på Roskilde Festival i år, men noget af det der holdt mig tilbage var det massive alkohol-indtag og ditto floder af opkast (det er sådan jeg forestiller mig det inde i mit hoved). På den måde bliver jeg stadig ofte holdt tilbage af ingen andre af mig selv og min værste frygt, der ofte ikke er nogle der forstår - ''Clara, tag dig nu sammen'', ''Clara, opkast er ikke farligt'' etc. Utallige kommentarer der hjælper lige lidt - for mig er opkast noget af det værste der kan overgå mig, og vil egentlig hellere dø end at skulle stå ansigt til ansigt med denne.

Min emetofobi er i bedring, og det går bedre og bedre for hver dag - jeg har klaret det uden hjælp, men jeg vil stadig den dag i dag ikke have børn, i frygt for at jeg ikke ville kunne hjælpe dem hvis de blev syge. Jeg håber for ingen at de oplever denne forfærdelige fobi, for den kan styre et helt liv, og få en til at tage nogle vilde beslutninger der slet ikke virker rationelle lang tid efter.

Jeg håber for alle emetofobikere at de finder et værktøj til at hjælpe dem til at gøre emetofobien til mindre dominerende, og istedet fokusere på det virkelige liv, og ikke bare illusionen om opkast og hvor styrende den er - jeg kan kun sige dette, da jeg selv har været der, selv i en meget ung alder, og at det også sagtens kan komme til at gå bedre selvom det livet virker håbløst! Held og lykke til alle emetofobikere, og husk på at det nok skal blive bedre!
Administrator af emetofobi.dk  | emetofobi.dk@gmail.com