Gæstebog

Skriv besked...
jamila
18/05-2017
Jeg er en pige på 23 år. Jeg har haft generaliseret- og social angst det meste af mit liv, men inden for de sidste 5 år, blevet meget opmærksom på at jeg har emetofobi. Da jeg gik i 1. klasse, var der en pige i min klasse der ikke kunne tåle høje lyde, uden at blive dårlig. så der var flere gange, hvor hun kastede op under morgensang. En dag, skete det værst tænkelig så. Hun kastede op ud over mig. Aldrig har jeg prøvet noget så ubehageligt. Ingen tænkte videre over at det kunne have påvirket mig, og som årene gik udviklede jeg stærk social angst og agorafobi. Jeg har som lille haft Roskildesyge 1 gang og 1 gang igen som 19 årig. som sagt inden for de sidste 5 år, er fobien for opkast og kvalme blevet ekstrem. Jeg har til tider OCD og angst for bakterier. ser jeg nogen i tv der kaster op, lukker jeg øjnene og holder mig for ørene. Er familie eller venner dårlige, flygter jeg eller går i panik. Jeg har formået at overvinde de symptomer jeg får af fobien. Men angsten finder nye veje at komme frem på. Jeg er ved at være godt træt af at have det sådan. Den psykolog jeg går hos, øver med eksponering overfor ting jeg undgår pga. mulig smittefarer. Men selve angsten for at kaste op, er ikke bare lige at udsætte mig selv for. Jeg er så glad for at vide at jeg ikke er den eneste, der har denne fobi! Jeg er taknemmelig for at kunne komme ud med mine tanker og frustrationer, og kender så godt, alt det i andre skriver. Jeg håber vi en dag alle kan blive fri, for denne skøre fobi. Ja det er skide ubehageligt, men det er jo ikke farligt... siger de... Denne fobi påvirker mig på daglig basis. Jeg arbejder kun 20 timer om ugen og er bekymret for om jeg overhovedet nogen sinde kommer videre.
Melanie
20/12-2016
Jeg er en pige på 19 år, og jeg har haft Emetofobi siden jeg var 8 år. Jeg har altid været meget følsom over for når jeg selv skulle kaste op eller når andre kastede op. Hvis nogen fra min familie var syge, og jeg vidste de snart ville kaste op, løb jeg ind på mit værelse og lukkede døren og holdte mig for ørerne. Da jeg var 8 år skulle jeg se en film sammen med min familie, en lørdag eftermiddag. De ville vise mig filmen Super Size Me, hvor en journalist ville spise McDonald's i en måned for at vise hvor usundt det er. Jeg husker det stadig helt tydeligt, da han sidder i sin bil og kaster op ude på parkeringspladsen. Lige fra jeg ser han kaster op begynder jeg at svede, ryste, få hjertebanken, blive ked af det, deprimeret. Jeg følte nærmest faktisk jeg blev trukket mere og mere ned i et sort hul, hvor alt bare var et helvede. Jeg gik ind på mit værelse hvor jeg græd og rystede, og senere på aftenen valgte jeg at fortælle mine forældre hvordan jeg havde det. Men dengang kendte man ikke så meget til Angst som man gør i dag, og der var heller ikke så meget snak og hjælp omkring det. Men de troede ikke på mig til at starte med, de troede det var noget jeg sagde for at få opmærksomhed. Men da det fortsatte sådan i flere dage efter, valgte de at få en tid hos lægen. Min læge sagde at det godt kunne tyde på noget angst, så hun sendte mig videre til en børnepsykiater, hvor jeg fik konstateret Angst og fik udskrevet Angst medicin. Jeg kom ikke rigtig videre derfra, før jeg startede på en skole da jeg var 13, hvor en lærer havde bemærket jeg reagerede mærkelig på specielle ting, og hun valgte at tage en snak med mine forældre, og de fortalte hende så hvordan og hvorledes med min Angst. Hun var rigtig hjælpsom med at få sat i gang med en masse møder osv, så jeg kunne få den bedst mulige hjælp. Jeg blev indkaldt ude på børnepsykiatrien hvor der endelig blev taget hånd om min angst, og jeg fik den rigtige hjælp til den. Ingen udover min familie vidste at jeg havde Angst, jeg ville ikke have at nogen skulle vide den. For jeg var bange for at andre ville synes jeg var mærkelig, og de ikke ville synes om mig mere. Jeg var godt klar over at ingen bryder sig om at kaste op, så derfor ville de nok misforstå mig. Men da jeg var 13 valgte jeg at fortælle det til min bedste veninde, jeg havde gået og tænkt meget over det, og jeg ville prøve at fortælle hende den. Jeg var så nervøs inden, men jeg var så glad for jeg gjorde det efter. Vi har kendt hinanden i 7 år nu, og hun har været en alletiders opbakning. Hun er den veninde der kender den, og har fulgt mig igennem min Angst mere end nogen andre af mine venner. Jeg har ingen problemer med at fortælle om min Angst til andre nu, selv folk som jeg lige har mødt kan jeg fortælle den til. Og det er utrolig dejligt at kunne fortælle den til folk, så de ved hvorfor jeg reagere anderledes i situationer end andre, og hvorfor der er ting som jeg ikke kan deltage i. Det gør også det hele meget nemmere, for det er ikke særlig rart at skulle skjule noget for folk, eller lyve når andre inviterede mig med til noget, eller ville sætte en film på eller vise mig noget som havde med opkast at gøre. Min Angst forhindre mig i rigtig mange ting. - Tag offentlig transport, hvis nogen skulle risikere at kaste op i bussen eller toget. - Gå i skole, hvis nogen skulle være syge i klassen og risikere at smitte mig. - Tag i biografen, hvis nogen skulle kaste op derinde. Eller hvis der skulle være opkast i filmen, jeg kan kun se en film jeg ikke har set før, hvis andre har set den inden og kan sige om der er opkast med i den eller ej. - Tag til fester eller gå i byen, selvfølgelig vil jeg ikke selv drikke. Men jeg kan risikere at jeg ser opkast der. Jeg har aldrig været fuld, og jeg tænker utrolig mange gange på, hvor skønt det hele havde været hvis jeg bare kunne tage til fest, eller gå i byen når det passede mig. Jeg har overvejet rigtig mange gange om jeg overhovedet vil have børn, for jeg er bange for at kaste op under graviditeten. Faktisk så er jeg bange for at hvis jeg kaster op bare en gang, så ville det være så forfærdeligt at jeg ville få det fjernet. Eller hvis barnet kaster op, så ville jeg heller ikke kunne klare det. Jeg har sidst kastet op den 21 December 2009, og jeg gør og har altid gjort alt hvad jeg kan for at undgå at kaste op. Hvis jeg skal have kvalme i 20 timer for at undgå at kaste op, så er det det hele værd. Det aller værste der kan ske er hvis jeg selv skal kaste op, jeg kan slet ikke holde ud at tænke på når den dag kommer. Jeg var på et tidspunkt inde i byen med min bror, hvor vi kommer gående og han siger jeg skal kigge væk. Men inden jeg nåede at reagere på hvor jeg skulle kigge hen, får jeg øje på nogen opkast der ligger lidt længere fremme. Lige fra jeg registrere det er opkast, begynder jeg lige med det samme at få Angstanfald. Det føles som om min krop den skriger indeni om hvor forfærdeligt den har det. Min bror fortæller mig at jeg er helt bleg i hovedet, og om jeg har brug for noget. Men jeg siger nej, og at jeg bare gerne vil hjem hurtigst muligt. Når jeg har set opkast offentligt som for eksempel da jeg var med min bror inde i byen, så kan jeg mærke det i 2-3 uger efter at jeg har det psykisk dårligt. Og det er først efter de 2-3 uger, jeg kan begynde at overskue at skulle tage hensyn til andre ting. Ligegyldigt hvad jeg gør eller fortager mig for at få tankerne hen på noget andet, så kan jeg ikke glemme episoden med opkast.
MaryMJ
15/12-2016
Hello! My name is MaryMarkova, our compane need to advertise on your website. What is your prices? Thank you. Best regards, Mary.
Belinda
08/11-2016
Ej, hvor er jeg bare rigtig glad for at jeg har fundet den her side!! Jeg har siden jeg kan huske været angst for opkast, og jeg har en lille idé om hvor det stammer fra. Min far er meget sart, og jeg har hørt ham kaste op rigtig mange gange, og han lyder rigtig fæl når han gør det, altså hans opkastningslyde.. :( Kan huske han en dag kom ind og sagde at han lige gjorde toilettet rent (fordi jeg så ikke kunne tisse mens han var igang) og jeg tænkte bare... åh nej.. Jeg sad med fingrene i ørene og sang mens jeg sommetider tog fingrene ud for at høre om han stadig var igang med at kaste op. Min kæreste havde engang fødselsdag, og han var så uheldig at være syg på denne dag og kastede op. Jeg var så angst for at være i hans nærvær at jeg sov derhjemme, da jeg slet ikke turde at være sammen med ham.. og det giver mig utrolig dårlig samvittighed og jeg føler mig meget egoistisk.. Han blev lidt ked af det, og han kunne ikke sætte sig ind i min situation. Desuden er jeg bange for at hunde og katte kaster op i nærheden af mig, og der er så mange andre ting inde på denne side jeg kan relatere til! Jeg holder kvalme ud indtil min krop ikke kan længere og jeg nærmest kaster op ud over gulvet. Jeg er bange for at drikke for meget alkohol og blive dårlig, eller kaste op af tømmermænd.. og det er ikke nemt når man er en pige på 19 år... Denne side har givet mig en bedre forståelse af mig selv, og er glad for jeg har fundet et ord for det. :)
Georgepoen
10/11-2015
angel medical center franklin nc buy lorazepam what over the counter medicine is good for acid reflux
Jette
08/05-2015
Jeg føler jeg har fundet guld for enden af regnbuen. Nu har min datter kæmpet og lidt i så mange år - for at få anerkendt og forstået sin angst - og så har det rent faktisk et navn. Jeg har endnu ikke overbragt hende den glædelige nyhed, at hun ikke er alene om at have det sådan, men hold da op hvor jeg glæder mig til at fortælle hende AT HUN IKKE ER ALENE. Hun har følt sig så "forkert" og vi har kæmpet for at forklare omverdenen hvad det er hun lider af. Tusinde tak til alle jer der har delt jeres historier, og TAK til jer der har lavet denne hjemmeside. Jeg er dybt dybt taknemmelig og ville ønske jeg havde opdaget den for længe siden. Undrer mig virkelig over, at de på Hillerød Børne og Ungdomspsykriatisk udredningsenhed ikke kender til denne fobi. Jeg vil straks det skrive til dem og alle de andre behandlere som ikke har kunne finde ud af hvad det var vores datter lider af.
Jinnie
26/03-2015
Først ved et tilfælde idag, finder jeg ud af, at jeg er en af dem der lider af Emetofobi. Jeg har altid troet jeg var et enestående underlig særtilfælde, der var meget ekstrem i mine følelser omkring opkast, kvalme, bakterier, syge mennesker, min mad, fester, offtentlige steder og så meget mere. Jeg har lidt af det her så længe jeg husker tilbage. Sidste gang jeg kastede op der var jeg 9 år. Jeg har ikke kastet op siden, og jeg er idag 46 år. Jeg har haft kvalme mange gange, men kæmpet for at holde det nede. Jeg har gennemgået brystkræft, og fået kemo. Men for at sikre mig bedst mulige forløb, fik jeg akupunktur og zoneterapi. Det hele handlede ligeså meget om min psyke, at den forstod at jeg fik gjort nogen gode ting gør mig selv, inden jeg skulle i kamp. Mentalt hjalp det mig, også at jeg havde et kvalmepunkt på håndleddet jeg ligeledes kunne trykke på. Jeg læste en rigtig god beskrivelse om det her med at være emetofobikere. Jeg så alle ord i teksten og tænkte..hold da op, det er jo mig de har skrevet om. Jeg læste det højt for min mand, og han genkendte alle sætninger, som var det mig selv der havde sagt de ting. Der er så meget mere bag, end det som der står skrevet om emetofobikere. Engang slog jeg en læge, fordi han ville stikke de der pinde ned i min hals, og angsten stod skrevet i mig, at gør du det, så kaster jeg op..han smed mig ud, og sagde..hvis jeg skulle til en øre hals næse læge, at jeg så skulle tage en stesolid. Ligeledes kan jeg ikke holde ting med min mund, fordi det åbner halsen op, og jeg ved, at jeg skal slippe det jeg har holdt med mine tænder, ellers kaster jeg op. Jeg lider indimellem af uro i maven, og er hele tiden angst for, at nogen smitter mig med mavevirus. Som tidligere pædagog, har dette været noget af mit værste mareridt. Jeg er glad for at læse, at jeg ikke er alene..tænk at være så gammel, og så finde ud af, at der er mange af os derude.
Johanne
10/11-2014
Hej, jeg er en pige på 14 år. Jge har endelig fundet ud af hvad min angst hedder, og det er jeg lykkelig over! I alle de år jeg har haft Emetofobi (8 år) kan jeg utroligt huske at jeg kun har kastet op 4 gange! Hvilket er fantastisk! Alle de beskrivelser der står passer til mig! Læse medicin seddel før man tager pillen, tjekke alle mennesker omkring sig, have angst ved lægen, skade stuer. Tusind tak! Jeg ved nu at jeg skal være mere åben med min angst, hvilket jeg også prøver. Jeg forsøger mit allerbedste og fortælle alle i min omgangs kreds at jeg har angst. :)
Eva Graversen
07/11-2014
Hej. Jeg er en kvinde på 51, som først for et år siden fik sat navn på min "mærkelige" angst for opkastning og alt det, som kan føre til det. Fx tandlæge - kan IKKE have instrumenter inde i munden hvis de nærmer sig de bageste tænder. Der har jeg fundet en god tandlæge, som ved det og tager hensyn. Et andet kæmpe problem er ved halsbetændelse o.l. Jeg KAN bare ikke have at lægen stikker en pind ind for at holde tungen nede. Utallige er de gange, hvor jeg er blevet hånet og grinet af i den situation. Nu står jeg i en situation, hvor jeg er nød til at få lavet en kikkertundersøgelse i hals og mave ( jeg er i et udredningsforløb for en mystisk sygdom som startede op med feber og hævede lymfer, så PET scanning og en næsten sikker diagnose der hed lymfekræft. De tog en knude ud fra halsen og det var IKKE kræft. ) Jeg har store problemer med min hals - kan dårligt synke min mad. Jeg har bedt om at blive fuld bedøvet ved sådan en undersøgelse, men det kan jeg ikke siger de - det er noget pjat og det kan andre og det tager ikke ret lang tid osv osv. Jeg KAN det bare IKKE! Jeg har stadig traumer fra da jeg var 6 år gammel, hvor jeg havde polypper og en læge stak en metal spatel og et spejl ind i min mund. Jeg gik helt i panik og rev hans hånd væk. Jeg har læst i min E- journal at de har brugt mange ord på at beskrive min skræk for "ting i munden". Tonen er nedladende. Hvad skal jeg dog gøre??? Har nogen af jer andre med denne fobi været ude for noget lignende. Det skal siges, at jeg har forsøgt at komme fobien til livs, men det hjalp desværre ikke. ( kognitiv terapi og hypnose. )
Rikke
08/10-2014
Hvor er jeg glad for at have opdaget denne side. Min 9 årige søn har de sidste to år haft emetofobi, er jeg klar over nu. Vi har forsøgt med forskellige typer af behandling, og det er blevet lidt bedre, men han er stadig meget bange for at blive syg og dermed kaste op. Han har i en lang periode kun ville spise min mad, og tjekker smileys, hvis han vover sig med på restaurant. Alt hvad han mærker i sin mave: sult, tarmene der arbejder, ømme muskler mm. forbinder han med sygdom og med at skulle kaste op. Vi overvejer Cool Kids programmet, hvor han sammen med andre aldersvarende børn skal gennemgå et kognitivt terapi forløb . Er der nogen af jer, der har erfaring med dette i forhold til børn med emetofobi? Hilsen Rikke
[ 1-10 ] 11-20 21-30 31-40 >>
Administrator af emetofobi.dk  | emetofobi.dk@gmail.com