Hanne 39 år

Jeg havde mit første møde med emetofobien, da jeg var en helt ung pige - omkring 12 år gammel vil jeg tro. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvad det var, men jeg er i dag ikke i tvivl om, at det var det, jeg oplevede. Min lillebror var blevet syg, og kastede op i den dobbeltseng, som vi lå og sov i. Jeg løb hurtigt ind til mine forældre for at fortælle det, og mens de tog sig af min lillebror, begyndte jeg pludselig at ryste over det hele og græde voldsomt.

Næste gang jeg oplever emetofobien er en del år senere. En veninde og jeg havde været til festival i nabobyen, og i en af nat-busserne er der pludselig en, der skal kaste op. Han får buschaufføren til at stoppe bussen, så han kan komme ud og kaste op. Resten af turen i bussen sidder jeg med en kæmpe klump i halsen og holder krampagtigt fast i sædet foran mig - jeg kan ikke komme hurtigt nok ud af bussen, da vi kommer til mit stoppested. Men heller ikke her er jeg klar over, hvad der er sket - det er også noget, jeg har fundet ud af senere.

Efter dette begynder angstanfaldene at komme hyppigere og hyppigere. Især i situationer hvor jeg måske har fået presset mig selv til noget, som jeg dybest set ikke har lyst til.

Da jeg flytter hjemmefra og begynder på mit studie, går angsten helt amok. Da angsten var værst var jeg alle døgnets vågne timer helt sikker på, at jeg var syg og skulle kaste op - eller der satte sig noget fast i halsen, som trickede min opkastningsrefleks - eller jeg blev køresyg og skulle kaste op osv. Et halvt år forlod jeg stort set ikke min lejlighed - jeg kunne ikke gå ned og handle, for hvad nu hvis jeg skulle kaste op, når jeg stod der midt i butikken osv.

Jeg kunne heller intet spise, for hvad nu hvis det kom op igen... Så jeg tænkte, at hvis jeg intet puttede ind, så kom der nok heller ikke noget op igen... På den konto tabte jeg 25 kg i løbet af et halvt år, og folk omkring mig troede, at jeg havde anoreksi. 

Min angst blev konstateret af min læge. Jeg mente jo selv, at jeg havde konstant kvalme og problemer med maven, fordi jeg hele tiden kunne mærke uroen i min mave. Og jeg blev undersøgt fra den ene ende til den anden - uden at de fandt noget... og så fik jeg en lille pjece med hjem om panikangst - og den fik det hele til at falde på plads. Også selvom jeg ikke helt falder ind under den generelle beskrivelse af panikangst, men det er faktisk først for ganske kort tid siden gået op for mig, at emetofobi overhovedet eksisterede, så indtil for nyligt har jeg også selv kategoriseret mig selv som havende panikangst.

Jeg forsøgte mange forskellige behandlere - men intet virkede rigtigt. Der var ingen, der kunne trænge igennem min hårde skal og nå ind til der, hvor det hele virkelig kom fra... 

Efter 3 år i en fremmed by med kroniske angstanfald flyttede jeg hjem til mine forældre, og alene den flytning reducerede anfaldene væsentligt... Fra at have dem konstant havde jeg dem nu "kun" et par gange om ugen - jeg kunne pludselig have hele dage uden angstanfald, hvilket var en helt ny oplevelse.... 

Efter igen nogle år blev jeg gift og fik børn - og begyndte så på den første behandling for alvor. Det blev til 1½ år i psykoterapi - det første halve år 2 gange om ugen og derefter 1 gang om ugen... Mange mange timer - og mange mange penge. Men det virkede ret godt... Det gav også en masse omvæltninger i mit liv igen - bl.a. blev jeg skilt og skiftede arbejde. Men det gav mig også mere og mere ro i forhold til mine angstanfald. 

I en lang periode havde jeg i gennemsnit et eller to panikanfald om måneden. Jeg brugte benzodiazepamer som beroligende akutpiller, hvis jeg fik et panikanfald. Benzodiazepamer anbefales ikke som angstdæmpende middel, fordi de er meget vanedannende men i mit tilfælde var de perfekte til at tage toppen af de værste panikanfald og til at dæmpe angsten for angsten.

Efter at have været igennem endnu et psykologforløb, begyndte jeg at arbejde med en helt anden indgangsvinkel: mit dårlige selvværd - især i forhold til mit udseende og til at turde stå ved mine egne behov og holdninger. Dette behandlingsforløb viste sig at være vejen ud af emetofobi for mig. Jo bedre mit selvværd fik det, jo mindre angst var jeg - også mine andre fobier (for edderkopper, tordenvejr mv) blev mindre, jo bedre jeg fik det med mig selv.

I dag er det flere år siden, jeg havde mit sidste panikanfald - i forbindelse med, at min datter havde influenza. Så længe jeg ikke bliver konfronteret med opkast i mine nærmeste omgivelser, så lever jeg i dag helt angstfrit!

Administrator af emetofobi.dk  | emetofobi.dk@gmail.com