Helene 16 år

Jeg er 16 år, og første gang, jeg mærkede til min fobi, var dengang, hvor jeg var helt lille. Jeg tror, jeg var omkring 5 år.
Jeg havde en veninde med hjemme, og vi sad og tegnede. Hun havde spurgt mig om jeg ikke ville hente et glas vand og det gjorde jeg jo så.. 
Men da jeg kom ind i stuen igen med vandet og så over mod bordet, så jeg bare, at hun kastede op ud over det hele - det kan ikke beskrives hvordan jeg havde det! 
Jeg smed vandet fra mig og løb ud i køkkenet. Jeg græd og rystede og sad bare med fingerene i ørene og med lukkede øjne. Min moster kom ud og spurgte, hvordan det dog var, jeg opførte mig, og at man skulle tro, det var mig, der kastede op. Da løb jeg ud i vores skur og sad bag fryseren og græd og kunne overhovedet ikke finde rundt i, hvad der forgik oppe i mit hoved. Jeg sad derude i lidt over en time, og tårerne trillede stadig ned af mine kinder. Jeg gik ikke ind, før min veninde var blevet hentet. 

Med årene er det bare blevet værre og værre. Der var en dag, hvor jeg skulle holde fest, og jeg havde sagt til de fleste, at hvis jeg skulle holde fest, så skulle de heller ikke drikke så meget, at de kom til at kaste op. Men det skete selvfølgelig! Jeg blev fuldstændig panisk. Det skete inde på mit værelse, og jeg sad inde på det andet værelse, da jeg hørte, at der var en der bare skreg: "Ad, hvor er det klamt, få ham da ud på badeværelset, så han ikke brækker sig ud over det hele!". Og der gik jeg kold! Jeg begyndte bare at græde helt vildt og kunne slet ikke tænke eller noget. Hele min krop den rystede, og mine venner begyndte at blive bekymret for mig. De gik og tørrede op, da ingen af mine forældre var hjemme, fordi de var på ferie i udlandet. 
Da der så var en, der kom ind og fortalte, at det var ud over hele gulvet, begyndte jeg at gispe efter vejret, og jeg begyndte at ryste meget mere. 
Mine venner kunne se, at jeg næsten ikke kunne få vejret, så de ville få mig nedenunder, så jeg kunne komme ud og få noget frisk luft, men det hjalp ikke. De blev meget bekymret, og de prøvede at gøre alt for at berolige mig. Jeg fik det så lidt bedre efter noget tid, så jeg gik med op, fordi de havde lovet, at de havde fjernet alt!
Da alle gæsterne var taget hjem, ringede jeg til min mor. Klokken var omkring 3, men jeg skulle bare snakke med nogen. 
Den stol og det tæppe, han kastede op ud over, har jeg aldrig brugt siden. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det.
 
For lidt over 1 år siden fik jeg at vide, at min far havde kræft, og det gør jo også at han bliver hurtigt syg og kaster rigtig meget op. Jeg har rigtigt svært ved at være hjemme, og hvis jeg skal hjem, ringer jeg altid til min mor for at høre, om han kaster op eller hvad?

Det har så været med til at gøre, at jeg har fået en svær depression og er begyndt at have samtaler med lægerne, og skal til at begynde at gå til psykolog og psykiater. Jeg var også startet på nogle lykkepiller af en slags, men dem kunne jeg ikke tåle, så da lå jeg også på sofaen en hel uge med meget voldsom kvalme. 
Da jeg så var til læge sidste gang, rev han op i dette med min angst. Vi sad og snakkede, og jeg fandt faktisk ud af, hvor min angst stammer fra. Da jeg var helt lille, passede min far mig meget, og han havde det svært ved at skifte ble. Så hver gang han skulle skifte mig, stod han og kastede op i toilettet ved siden af, så den der lyd og synet har sat sig fast inde i hovedet af mig. 

Nu er jeg så heldigvis kommet i behandling, og jeg håber for alt i verden, at det kommer til at hjælpe mig! 
Administrator af emetofobi.dk  | emetofobi.dk@gmail.com