Mette 19 år

Jeg er 19 år gammel, og jeg har haft min angst i al den tid, jeg kan huske. Jeg kan derfor ikke forklare, hvordan det startede..

Jeg fandt først ud af, at det var en angst, jeg havde, for cirka 1 år siden. Det var min daværende psykolog, der fortalte mig det.

Jeg går VIRKELIG i panik, når jeg selv skal kaste op, når en i nærheden skal kaste op, eller når nogle i nærheden af mig er syge (fordi jeg er bange for, at de skal kaste op). Det sidste år har jeg nok selv kastet op cirka 4 gange, og det har været forfærdeligt alle gange.

Angsten fylder ALT for meget i min hverdag. Jeg spiser IKKE mad, der bare er 1 dag for gammel (på ’mindst holdbar til’ – mærket). Jeg spiser sjældent piller, for jeg har jo set bivirkningerne. Jeg er ikke så glad for fester med ALT for fulde mennesker. Jeg er bange for at være i nærheden af syge mennesker (også selvom de kun har en lille forkølelse). Jeg vil helst ikke spise af tallerkner, knive og gafler, der er vasket op i hånden, fordi jeg er bange for at der er bakterier på. Jeg spørger HELE tiden min kæreste, om han har det godt, fordi jeg ikke vil have, at han skal blive syg. Jeg spiser og drikker ikke ting, som jeg aldrig har smagt før. Jeg vil rigtigt gerne have et barn, men det tør jeg ikke, og der er meget, meget mere. Mit liv bliver nærmest styret af det.

Jeg kan tydeligt huske en dag efter et marked, hvor jeg sov sammen med min kæreste. Vi var begge blevet lidt fulde, og kom først i seng ved en 4-5 – tiden. Kl. 7.30 vågnede jeg, fordi jeg skulle have noget at drikke. Så jeg gik ud i køkkenet og fandt et glas vand og 2 panodiler. Da jeg vendte mig om og skulle til at gå ned på værelset igen, hørte jeg, at min kæreste var ved at falde over noget inde på værelset, mens han løb ud på toilettet og kastede op BIG time. Jeg blev så bange, at jeg nærmest var lammet. Jeg kunne ikke gå nogen steder. Jeg stod bare og kiggede ud i luften - og SÅ gik jeg i panik. Jeg krummede mig helt sammen på gulvet og begyndte at ryste og græde. Lidt efter havde han lagt sig ind i seng igen, så jeg gik ind efter min dyne og lagde mig ind i stuen (den var længere væk fra badeværelset). Så lagde jeg mig på sofaen med dynen HELT op over hovedet, fingrene i ørene og begyndte at ryste igen. Sådan er mit panik-anfald, når andre skal kaste op.

Når jeg selv skal kaste op, er det værre .. Jeg kan mærke, at jeg skal kaste op lang tid, før det sker. Så når jeg kan mærke det, gør jeg sådan, at der ikke er noget, jeg kan falde over på vej ud på toilettet - at toilettet er sådan okay rent, og så drikker jeg bare vand i små slurke, mens jeg græder og ryster. Når jeg så kan mærke, at det er ved at være, så sætter jeg mig ud på badeværelset, så jeg er sikker på, at jeg rammer toilettet, og SÅ begynder panikken for ALVOR!! Mine øjne går i sort, jeg græder, hyler, piver, skriger og råber. Hele min krop ryster, så jeg slet ikke kan holde styr på den. Jeg får ondt over det hele og vil bare ikke mere. Sådan er det fra jeg kaster op og mindst en halv time derefter. Det er frygteligt.

Jeg går til psykolog lige nu, fordi jeg har en depression, og hun skal også prøve at hjælpe mig med min angst. Men det hjælper ikke rigtigt på min angst endnu.

Mit allerstørste ønske i hele verden, er at få den angst væk. Jeg vil hellere brække mit håndled end at kaste op. Jeg kan bedre tåle smerte, end jeg kan tåle at kaste op en enkelt gang.

Nu har i fået et lille indblik i, hvordan jeg har det med den angst. Måske kan i genkende noget af det?

Administrator af emetofobi.dk  | emetofobi.dk@gmail.com