Nicoline 24 år

Jeg er en pige på 24 år og jeg blev virkelig glad og lettet over at finde den her hjemmeside og finde ud af at der faktisk er et ord for den angst som jeg render rundt med og at der er andre der har det ligesom mig. Nu føler jeg mig ikke nær så underlig og outsider-agtig, Tak for det! Nu vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg går og kæmper og prøver at håndtere min emetofobi.

Jeg er ret overbevist om at min fobi stammer tilbage fra min barndom hvor jeg selv oplevede to ganske forfærdelige sygdomsperioder – hvor jeg kastede op, som åbenbart har traumatiseret mig og som jeg vil kalde mine trigger-oplevelser, altså de oplevelser som har trigget min fobi.

Jeg husker kun brudstykker fra de to traumatiske oplevelser, men til gengæld husker jeg dem som var det i går. Jeg har altid haft en fuldstændig panisk angst for at blive syg og kaste op. Jeg ved personligt INTET værre end at kaste op. Jeg vil hellere ligge dødssyg med forkølelse og diverse ting i flere måneder end jeg vil blive syg med opkast i én dag. Jeg prøver at leve med min angst, men det er med årene blevet værre og værre og da det gik op for mig, at det måtte være en form for angst jeg havde, blev jeg klar over at jeg bliver nødt til at gøre noget ved det snart, og gå i gang med en eller anden form for behandling. For jeg kan ikke leve mit liv på den her måde mere. Det vil jeg ikke!

Jeg er lige blevet færdiguddannet som pædagog, (det har angsten og min fobi i det mindste ikke afholdt mig fra), og jeg arbejder pt. i en vuggestue som barselsvikar. Mit største ønske er at blive fastansat som vuggestuepædagog. Til hverdag på mit arbejde (og ligeledes i mine forrige praktikker som pædagogstuderende), sørger jeg så vidt muligt for, når jeg husker det, at vaske mine hænder og spritte dem af, så mange gange om dagen som muligt. Men stadigvæk går jeg og er rigtig bange for at være blevet smittet med min største frygt, hver gang jeg har lidt ondt i maven, lidt kvalme eller utilpashed.

Når børnene siger nogle underlige lyde eller ser mærkelige og blege ud, tænker jeg straks ”åh nej jeg håber ikke de er syge og at de smitter mig”. Jeg er hunderæd for at blive smittet og hvis et af børnene for eksempel siger de har ondt i maven og måske ikke spiser så meget af sin madpakke, så holder jeg rigtig meget øje med det barn resten af dagen og holder mig lidt på afstand, for tænk nu hvis de havde den grimme sygdom og jeg skal ikke nyde noget.

Jeg oplevede på min forrige arbejdsplads i en vuggestue, at et barn blev syg og kastede op. Min daværende stuekollega tog sig af det og af barnet resten af dagen indtil det blev hentet og dagen efter havde min kollega selv lagt sig syg med det samme. Og jeg tænkte straks ”hold nu op hvor var det godt at det ikke var mig der tog mig af det!!”. Jeg har også oplevet at et børnehavebarn havde det dårligt på min nuværende arbejdsplads og lige pludselig kastede op (heldigvis på badeværelset og det var selvfølgelig ikke mig der tog sig af det). Disse oplevelser har også været med til at gøre, at hvis jeg skulle opleve det igen i fremtiden, (hvilket der jo er stor sandsynlighed for, eftersom jeg er pædagog), så vil jeg tage fuldstændig afstand fra det barn resten af dagen og ikke være i stand til at kunne hjælpe det, pga. min fobi. Og det har jeg det rigtig skidt med.

Jeg vil ikke have at min fobi går ud over min professionalitet og min evne til at drage omsorg for børnene, når de bliver syge. Jeg har mine stuekolleger som jeg kan benytte mig af, men det hænder at jeg er alene på stuen og hvad gør jeg så, hvis det sker. Jeg har oplevet det en gang før hvor jeg var alene på stuen, og der hentede jeg en anden kollega fra en helt anden stue og sagde at hun blev nødt til at ordne det, for jeg kunne simpelthen ikke, af bare angst for at blive smittet.

Jeg drømmer om det om natten, har tit haft mareridt om opkast som gør mig fysisk dårlig når jeg vågner. Jeg får en form for angstanfald, hvor jeg begynder at ryste og svede og får rigtig meget kvalme. Når dette sker prøver jeg at berolige mig selv og ikke gå i panik f.eks. ved at sige til mig selv at jeg ikke er blevet syg og at det bare var et dumt mareridt som jeg fik det skidt af. Som regel kan jeg få dysset mig selv ned og falde i søvn igen, men det tager som regel noget tid og det hænder, at det ødelægger en hel nats søvn, fordi jeg simpelthen er så angst for at være blevet syg. Det har før gået ud over min evne til at passe min skole og mit job, fordi jeg har ligget søvnløs halvdelen af eller hele natten pga. min angst, hvilket har gjort at jeg er blevet nødsaget til at melde mig syg næste dag, fordi jeg har haft det så skidt. Jeg får det rigtig dårligt når jeg ikke får min søvn, jeg kan ikke fungere og så kan jeg ikke passe mit arbejde ordentligt.

Hvis jeg har nogle venner eller noget familie der bliver syge med opkast, så holder jeg mig fra dem så lang tid som muligt efterfølgende. Jeg havde en kæreste på et tidspunkt som blev syg med det og jeg kan ikke beskrive hvor angst jeg var for at han skulle smitte mig. Jeg var på besøg hos ham på det tidspunkt og da det skete havde jeg virkelig bare allermest lyst til at køre hjem igen. Men jeg blev hos ham, fordi jeg ville have det dårligt med bare at køre, når han havde det så skidt. Jeg ville jo også gerne tage mig af ham og være der for ham, som jeg føler er en del af en kærestes job. Jeg blev HELDIGVIS ikke smittet og det takker jeg gud for. Han kastede kun op 1 gang og dagen efter havde han det bedre, men jeg gik stadig i flere dage efter og havde kvalme og var bange for at være blevet smittet. Og jeg gik i resten af tiden af vores forhold, hver gang han sagde han havde ondt i maven eller/og kvalme, og var bange for at han var syg og jeg var blevet smittet. Det skete heldigvis ikke igen.

Jeg har ikke så meget imod at tage mig af folk, veninder og kærester, som er blevet syge af at drikke for meget alkohol. Selvfølgelig synes jeg stadigvæk det er ulækkert og jeg lader glædeligt andre gøre det fremfor mig, men jeg er forholdsvis tryg ved det fordi jeg ved at det ikke kan smitte.

Det har virkelig taget overhånd nu og alle de oplevelser jeg har nævnt, samt andre der ikke er blevet nævnt, både dem jeg selv har været igennem som lille og dem som jeg som voksen har oplevet selv samt oplevet at andre har været igennem, har alle været optrapning til min i dag paniske angst for at blive syg.

Jeg går også og er hundeangst for at få kræft. Både fordi det er en livstruende sygdom, men mest fordi at den mest effektive behandling er kemoterapi, som de fleste nok ved giver én den værst tænkelige bivirkning for os emetofobikere. Der er så uhyggeligt mange mennesker som får kræft nu om dage og bare tanken om at det kan ske for mig såvel som et menneske tæt på mig, giver mig kuldegysninger og ubehag.

Der står så mange ting på den her hjemmeside, som virkelig passer på mig og hvordan jeg går og har det. Der står dog også ting der ikke passer lige så godt på mig, hvilket gav mig en viden om at der er forskellige grader af denne forbi og at der faktisk også er folk, som har det værre end mig og som lider endnu mere af denne fobi, end jeg selv gør. Men det er rigtig dejligt at læse om det og igen, få vished om at det ikke bare er mig der er mærkelig, men at denne angst og fobi virkelig findes. Jeg deler denne historie og mine oplevelser med jer i håb om at I og evt. nytilkomne vil læse det og tænke ”sådan dér, det er også sådan jeg har det og hvor er det rart at jeg ikke er alene”.

Jeg har i lang tid gået og været bange for når jeg skal være gravid. Jeg er hunderæd for at komme til at lide af kvalme og opkast. Men det beroligede mig en del da jeg læste på denne hjemmeside, at det er de færreste emetofobikere som faktisk har døjet med det, i løbet af deres graviditet. Jeg er stadigvæk nervøs for det og også for at føde og i den forbindelse komme til at kaste op. Jeg er ikke god til smerte og hvis noget føles ubehageligt, så kan jeg godt få det rigtig dårligt med kvalme og svedeture. Jeg har endda overvejet, når jeg engang bliver gravid, at få planlagt et kejsersnit, bare for at undgå at blive så dårlig at jeg skal kaste op.

Jeg nægter at lade min angst og denne fobi styre mit liv og have så stor indflydelse på hvordan jeg lever det og på min hverdag. Jeg ved endnu ikke hvilken behandling jeg vil give mig i kast med, men jeg overvejer at starte hos en psykolog eller terapeut, eller måske prøve hypnose. Bare en eller anden professionel som har en viden om fobier og som kan hjælpe mig til i mindre grad, at leve mit liv efter det og give mig nogle redskaber til at håndtere den, så den ikke har så stor indflydelse på min hverdag.

Jeg fortalte for et halvt års tid siden min mor og min nuværende kæreste om min fobi og de er begge meget forstående og støttende. De har selv været inde på hjemmesiden og kigge og de har vist en oprigtig interesse for det. Det har hjulpet mig rigtig meget, og det gør det faktisk stadigvæk, at de ved det og at jeg kan snakke åbent med dem om det. Så jeg vil råde jer emetofobikere derude til at fortælle den/de personer i jeres liv, som I føler jeg allertættest på, om jeres fobi. For det er min overbevisning, at det er et skridt i den rigtige retning, til at få det bedre. Men hvis I ikke er klar til det, så håber jeg at I vil dele jeres historie med os andre herinde på siden, for jeg kan sige med sikkerhed, at det er en stor lettelse at kunne fortælle andre, som er i en lignende situation, om sine oplevelser og tanker.

Emetofobikere, vi står stærkere sammen og vi skal nok klare det! Held og lykke derude.

Administrator af emetofobi.dk  | emetofobi.dk@gmail.com