Ofte stillede spørgsmål

Listen over Ofte Stille Spørgsmål om emetofobi er oversat og tilrettet fra en engelsk Emetophobia FAQ page (FAQ = Frequently Asked Questions = Ofte Stillede Spørgsmål).

 

Sp. Hvad er emetofobi?

Sv. Emetofobi er en irrationel eller overdrevet angst for at kaste op

 

Sp. Men der er jo ingen, der bryder sig om at kaste op!

Sv. En fobi adskiller sig fra en ”almindelig” frygt ved den irrationelle og overdrevne angst, som trigges af forskellige situationer for hver enkelt fobiker. Som eksempel holder mange mennesker sig væk fra huler af frygt for at støde ind i slanger - hvor et menneske med slange-fobi, ophidiofobi, kan være bange for at gå på fortovet i storbyen af frygt for at støde ind i slanger. Mange hundrede millioner mennesker bryder sig ikke om at kaste op, men de ændrer ikke deres hverdag af den grund, ligesom emetofobikere gør.

Fobien er altopslugende. For de fleste emetofobikere er det at kaste op det værste, der kan ske. Når man snakker med en emetofobiker, vil de fleste sige, at de hellere vil dø end kaste op. Selvom man naturligvis må håbe, at det er lidt overdrevet, så er det sådan de fleste emetofobikere faktisk føler, hvis man lige spørger dem - angsten for at kaste op ødelægger næsten hver dag for en emetofobiker.

Socialfobi minder på visse punkter om emetofobi (socialfobi er en generel angst for at blive konstant observeret og vurderet af andre mennesker). Mennesker med socialfobi er ofte angste for at kaste op offentligt, men dette er ikke helt det samme som emetofobi. Mennesker med socialfobi kan godt kaste op, når de er alene - naturligvis bryder de sig heller ikke om det, ligesom ikke-fobikere. Emetofobikere er mindst ligeså angste for at kaste op offentligt, som mennesker med socialfobi, og nogle mennesker har både emetofobi og socialfobi. Socialfobikere sørger ofte for at kunne komme til et toilet hurtigt, hvis de skal kaste op (dette kan også være ekstremt, således at socialfobikeren insisterer på at sidde yderst og nærmest toilettet i et rum fyldt med mennesker), men de tager ikke de andre forholdsregler, som emetofobikere gør.

 

Sp. Hvilke forholdsregler tager emetofobikere?

Sv. En helt bestemt diæt er meget udbredt blandt emetofobikere. De fleste emetofobiker udelukker en masse fødevarer fra deres diæt, fordi de anser dem som sandsynlig kilde til madforgiftning. Mange emetofobikere undgår visse fødevarer, fordi de associerer dem med en episode i barndommen, hvor de kom til at kaste op af denne fødevare. Der findes også visse fødevarer, som emetofobikere undgår uden at det er relateret til hverken madforgiftning eller tidligere oplevelser med opkastning.

Da de fleste tilfælde af madforgiftning skyldes dårlig køkkenhygiejne, vil en emetofobiker ofte have en meget høj hygiejnestandard i deres køkken. Pga disse diæt-restriktioner bliver emetofobikere ofte fejldiagnosticeret som havende en spiseforstyrrelse i stedet for emetofobi.

 

Sp. Men er emetofobi ikke en form for spiseforstyrrelse?

Sv. Nej, emetofobi er ikke en spiseforstyrrelse. Langt de fleste emetofobikere (selv i svære tilfælde) spiser nok til at forblive sunde. Der findes dog enkelte eksempler på emetofobikere, der er blevet indlagt på hospitalet pgra fejlernæring. Dette adskiller sig fra f.eks. anoreksi ved at emetofobikeren ikke er specielt bekymret for sin vægt.

 

Sp. Hvilke andre ting gør emetofobikere?

Sv. Når emetofobikeren køber ind, vil han/hun ofte studere varerne nøje, inden vedkommende køber dem. Dette kan f.eks. vise sig ved, at de studerer frugt og grønt meget nøje for at kontrollere at varen ikke er fordærvet eller ser ”uren” ud - emetofobikeren vil også oftest skylle madvarerne grundigt, inden han/hun spiser dem). Emetofobikeren kan også finde på at tage de bagerste varer i køledisken, for at sikre sig, at han/hun får de koldeste varer (som emetofobikeren mener indeholder færrest bakterier). Mange emetofobikere vasker også hænder efter at have været i slagterafdelingen.

Mange emetofobikere har bestemte regler, som de følger, når de spiser ude, og nogle undgår sågar helt at spise på restauranter. Nogle emetofobikere forsøger så vidt muligt at undgå buffeter og salatbarer. Andre siger, at de har en 6. sans som fortæller dem, hvilke restauranter de skal holde sig fra. Mange emetofobikere bryder sig ikke om at være på offentlige steder, specielt restauranter, fordi de er angste for at andre mennesker i deres nærhed kommer til at kaste op. Nogle vil hellere gå rundt og være sultne, end de vil spise et offentligt sted.

Udover specielle spisevaner, påvirker emetofobien livet på mange andre måder. Mange kvindelige emetofobikere ønsker ikke at blive gravide, fordi de er bange for morgenkvalme og andet graviditetsrelateret opkastning.

Her kommer dog et faktum, som kan berolige mange emetofobiske kvinder, der gerne vil have børn : Næsten alle emetofobiske mødre fortæller, at de kom igennem både graviditet og fødsel uden hverken kvalme eller opkast… Kun 23% af ikke-emetofobiske kvinder kan sige det samme!!

Nogle emetofobikere ønsker slet ikke at få børn, fordi børn oftere bliver syge end de fleste voksne. Næsten alle emetofobikere fortæller, at de ikke er i stand til at passe deres syge børn eller andre syge familiemedlemmer. De fleste sover i et andet værelse, når et familiemedlem bliver sygt. En emetofobiker har fortalt, at hun sov med vinduet åbent om vinteren, for at slå virussen ihjel. Nogle emetofobikere frygter endda at blive smittet af dyr og kan derfor ikke have kæledyr.

De fleste emetofobikere forsøger at undgå rejser – specielt til udlandet, fordi de frygter, at maden og drikkevandet vil give dem et maveonde. Næsten alle emetofobikere holder sig bort fra skibe, nogle ønsker ikke at flyve og igen andre vil helst heller ikke køre med offentlige transportmidler (skal man køre i bil, vil emetofobikeren dog ofte insistere på at køre, da føreren af bilen næsten aldrig bliver køresyg).

Selvom det er mest almindeligt hos børn med emetofobi, vil også en del voksne emetofobikere opleve overtro i forbindelse med situationer, der har trigget deres fobi eller situationer, hvor de har kastet op. Dette kan bl.a. betyde, at emetofobikeren ikke vil have det nattøj på, som vedkommende engang har haft på, da han/hun kastede op, eller emetofobikeren vil ikke drikke af den samme farve kop, som de engang har drukket af umiddelbart inden de kastede op, eller emetofobikeren kan opleve angstanfald på den dag i ugen, hvor emetofobikeren sidst kastede op. Selv de børn, der undgår disse ting, forstår at denne overtro er fuldstændig irrationel i forhold til selve det at kaste op – derfor viser denne overtro meget godt den irrationelle del af emetofobi.

Mange emetofobikere udelukker dem selv fra sociale aktiviteter, og de fleste fortæller, at denne sociale isolation er en af de værste ting ved emetofobi. De er bange for at være steder, hvor mennesker er fulde, så de undgår fester, barer, diskoteker og andre sociale begivenheder. Mange oplever også angsten i teateret, biografen, til sportsarrangementer og andre steder, hvor der er mange mennesker.

Emetofobi påvirker også emetofobikerens valg af karriere. Selvom emetofobikeren er både kvalificeret og måske endda og interesseret i denne type job, vil mange emetofobikere undgå jobs, hvor der er stor risiko for at opleve opkastning – f.eks. sygepleje, militæret, lærer/pædagog, laboratorie-forskning, flyvning og rumfart.

 

Sp. Hvorfor bliver nogle emetofobikere?

Sv. Næsten alle emetofobier bliver trigget af en specielt traumatisk opkastning, som personen oplevede mellem de var 6 og 10 år gamle. De fleste af disse tilfælde af opkastning opstod uventet. Efter denne skræmmende emetiske oplevelse, bliver fobikeren meget påpasselig med at undgå opkastning i fremtiden. Og hvis emetofobikeren alligevel har oplevet senere tilfælde af opkast, har det næsten altid givet voldsomme angst og endda panik-anfald, så emetofobikeren kan ikke huske, at de nogensinde har oplevet opkastning som noget normalt eller rutine (om end ubehageligt). Nogle emetofobikere fortæller, at deres forældre ikke støttede dem, når de skulle kaste op som børn, og andre fortæller at deres forældre har tvunget dem til at kaste op (f.eks. hvis man er kommet til at spise noget, som kan gøre en syg). Dog skal det siges, at langt de fleste emetofobikere ikke har den fjerneste anelse om, hvordan de har fået fobien.

Mange mennesker tror, at emetofobi er et spørgsmål om kontrol – at emetofobikere ønsker at have fuld kontrol over deres kroppe, sandsynligvis som et resultat af manglende kontrol over visse situationer som børn. Nogle eksperter tror, at seperationsangst (f.eks. fra en forælder eller anden vigtig person) i barndommen, bidrager til udviklingen af emetofobi. Og nogle terapeuter (som ikke selv er emetofobikere) mener, at der er en sammenhæng med seksuelt misbrug i barndommen. Der er dog ikke mange emetofobikere, som kan nikke genkendende til hverken den ene, anden eller tredje teori (selv emetofobikere som er blevet sexuelt misbrugt som børn, tvivler på forbindelsen).


Sp. Hvorfor er emetofobikeren så bange for at kaste op?

Sv. For mange emetofobikere er det at kaste op noget ukendt. De har det ligesom et 3- eller 4-årigt barn, som ikke kan huske, at de nogensinde har kastet op. De fleste børn kaster op jævnligt i deres barndom, og de får derfor en vished om, at det er en forholdsvis rutinemæssig handling (om end ubehagelig). Denne vished har emetofobikeren ikke. De har måske kastet op som små børn, men har så oftest ikke kastet op, før den situation, der skabte fobien. De har aldrig lært, at det at kaste op er en helt normal del af livet – på den anden side kan man så også sige, at det har det jo heller aldrig været for dem, da de var børn.


Sp. Så hvad sker der med emetofobikeren, hvis de rent faktisk kaster op?

Noget af det, som overrasker de fleste ikke-emetofobikere er, at emetofobikere faktisk meget, meget sjældent overhovedet kaster op, hvis de overhovedet gør det. En emetofobiker er en person, der oftere har været involveret i et biluheld, end han/hun har kastet op. De fleste emetofobikere kan tælle antallet af gange, de har kastet op, mens de har haft emetofobi, på en hånd.

De fleste emetofobikere går igennem graviditet, fødsel, blindtarmsbetændelse, galdestens operationer uden så meget som at være tæt på at kaste op. Selv hvis de skulle komme til at kaste op, så kaster emetofobikere oftest kun op en enkelt gang i løbet af f.eks. en maveinfluenza (52% af emetofobikere siger, at de kun kaster op en gang, når de har maveinfluenza – hvorimod ikke-emetofobikere ofte kaster op flere gange i løbet af en maveinfluenza – kun omkring en tredjedel af ikke-emetofobikere kaster typisk kun op en enkelt gang i løbet af et sygdomsforløb).

En internet undersøgelse viser, at en gennemsnitlig ikke-emetofobiker, kan huske, at de sidste har kastet op indenfor de sidste 5 måneder. Den gennemsnitlige emetofobiker har sidst kastet op for 12½ år siden!! Ikke-emetofobikere fortæller, at de i gennemsnit i løbet af deres liv har oplevet 23,5 sygdomsforløb, der har ført til opkastning. For emetofobikere er tallet 6,5 sygdomsforløb! (Gennemsnitsalderen i begge grupper i undersøgelsen var 29,4 år).

De fleste fobikere sigere, at grunden til at de kastede op, var fordi de var så trætte af at have kvalme, at de gav efter og lod dem selv kaste op. Mange voksne emetofobikere fortæller, at de ikke har kastet op i 10 eller 20 år eller mere. Emetofobikere som har kastet op siden deres trigger oplevelse fortæller, at de oplevede at selve opkastningen ikke var så slemt, som de havde frygtet – alligevel går de tilbage til deres irrationelle angst for at kaste op – nogle gange endda i løbet af den samme dag.

2/3 af alle emetofobikere fortæller, at de ikke kaster op, før de beslutter sig for at lade det ske. Kun 13 % af ikke-emetofobikere siger det samme – 59% af ikke-emetofobikere siger, at de forsøger at bekæmpe kvalmen, men de kommer alligevel til at kaste op. 28% af ikke-emetofobikere forsøger slet ikke at bekæmpe kvalmen overhovedet – kun 5% af emetofobikere beretter det samme. Ikke-emetofobikere lader i gennemsnit dem selv kaste op efter kun 21 minutters kvalme. Ingen emetofobiker ville give efter før efter mindst 2 timer, og nogle emetofobikere fortæller, at de har ladet sig selv have kvalme i op til 5 dage, fordi de ikke ville give efter.

Selvom emetofobikere ikke lader sig selv kaste op, kan de alligevel give sig selv angst, panikanfald og sågar kvalmefølelse, alene ved at være i nærheden af mennesker med maveproblemer. Bare nogen i samme rum fortæller, at de har problemer med maven, bliver emetofobikeren lettere panisk. Emetofobikeren begynder at holde øje med symptomer i sig selv, som i mange tilfælde er psykosomatiske. Dette vil ofte eskalere til deciderede panikanfald efterhånden som emetofobikeren mærker forskellige (psykosomatiske) symptomer i sig selv.

Et gennemgående problem ved emetofobikere, er deres manglende evne til at skelne mellem kvalme og andre helt normale følelser i maven. Her er en liste over ting, som mennesker oplever i mave/tarm-området, som alle føles forskelligt :

  • sult
  • en bøvs
  • maven bliver tømt
  • små blob i tarmene
  • intern flatulens (interne prutter)
  • kvalme
  • mavesyre/sure opstød
  • overmæthed
  • og en masse andet

Emetofobikeren er ofte ikke i stand til at mærke disse følelser som forskellige følelser, og vil derfor ofte tage dem alle for kvalme (og et symptom på, at man måske skal kaste op). Mange emetofobikere er godt klar over, at det, som emetofobikeren kategoriserer som kvalme, ikke er det samme, som ikke-emetofobikere mener, når de siger, at de har kvalme. På trods af denne indsigt i langt de fleste emetofobikere, bliver de stadig angste af at mærke helt almindelige følelser i mave/tarm regionen.

En internetundersøgelse viser, at ikke-emetofobikere i gennemsnit oplever kvalme uden at kaste op 15,6 gange om året. Emetofobikere oplever i gennemsnit kvalme uden at kaste op 119 gange om året! Dette tal skabes bl.a. af nogle få emetofobikere, som aldrig kaster op, men som føler ”kvalme” hver eneste dag.

Interessant nok fortæller 85% af emetofobikere, at det er værre at kaste op, end det er at have kvalme. Hvorimod 63% af ikke-emetofobikere synes, at det er værre at have kvalme, end det er at kaste op. 


Sp. Hvorfor kaster emetofobikere så sjældent op?

Sv. Svaret på dette er ikke helt sikkert. Mange emetofobikere er fantastiske til at bekæmpe kvalme. De fortæller at de følte sig meget dårlige, men så lagde de sig ned, indtil kvalmen gik væk. Nogle bruger medicin mod kvalme. Andre bruger små tricks som f.eks. isterninger. Mange emetofobikere gør alt, hvad de overhovedet kan for at have det bedst mulige immunforsvar – bl.a. ved at tage vitaminer og bruge urtetilskud. Den mest sandsynlige grund er dog denne : siden emetofobikere så sjældent kastede op som børn, har de nok en naturligt højere ”immunitet” mod at kaste op – og denne ”immunitet” bliver endnu højere, når de bliver voksne.

Mennesker oplever sygdom forskelligt. Nogle mennesker som får maveinfluenza eller madforgiftning kaster ofte op. Andre som får de samme sygdomme, får kun diarre. Emetofobikere falder næsten altid ind i den sidste kategori (emetofobikere er oftest ikke angste for diarre – andet end at de frygter, at hvis man har diarre, kan man også let have fået noget, som får en til at kaste op).

En gennemsnitlig emetofobiker kaster maximalt op 3,6 gange i løbet af en sygdomsperiode. For den gennemsnitlige ikke-emetofobiker er tallet 7,9 gange (eller mere en dobbelt så meget). Hvis man udelukker et enkelt meget højt tilfælde blandt emetofobikerne i denne undersøgelse, ville det gennemsnitlige tal for emetofobikere have været 2,8 gange.

En teori omkring emetofobikeres meget sjældnere opkastning kan udredes fra selve det fysiske fænomen at kaste op. Når kroppen er klar til at kaste op, trækker man vejret på en helt bestemt måde. Disse specielle vejrtrækninger skal ske, for at selve opkastningen kan finde sted. Emetofobikere – specielt voksne emetofobikere – har normalt udviklet så meget kontrol over deres vejrtrækning, at de kan undgå disse specielle vejrtrækninger lige inden, man kan kaste op – og derfor når de aldrig til det punkt, hvor kroppen rent faktisk kan kaste op – dette fortsætter indtil emetofobikeren giver efter og lader kroppen kaste op eller indtil hjernen opgiver forsøget på at kaste op, og kvalmen forsvinder igen.


Sp. Hvordan kan man kontrollere kvalme?

Sv. The Doctors Book of Home Remedies har følgende forslag til at afhjælpe kvalme : ingefær (enten som pulver eller piller), drik kun gennemsigtige væsker eller flad, varm sprite/7-Up, spis nogle lette kulhydrater (kiks eller toast), hold hovedet stille, distraher hjernen fra kvalmen, akupressur på kvalmepunkter på håndleddet, og så findes der håndkøbsmedicin mod kvalme (bogen foreslår også at man tillader sig selv at kaste op - dette er dog ikke en mulighed for emetofobikere).


Sp. Hvad er så egentlig problemet med emetofobi ? Det lyder som om, visse mennesker har fundet en måde, hvorpå de aldrig kommer til at kaste op ?

Sv. Problemet er, at emetofobi optager en masse tid og energi hos en person, der lider af fobien. Der er en næsten konstant stress-følelse af angst over, hvornår man igen kommer til at opleve en kaste op. Det er tanker og frygt, som aldrig forlader emetofobikerens hoved. Det er utroligt, at mennesker som ikke har oplevet at kaste op i mere end 20 år, stadig ikke er i stand til at nyde et måltid ordentligt, fordi vedkommende er bange for at komme til at kaste op af det.

Er du misundelig over, at nogle mennesker aldrig kaster op ?

De fleste emetofobikere er misundelige på dem, som kan kaste op jævnligt uden at opleve panikanfald i den forbindelse.

De fleste emetofobikere har voldsomme panikanfald, når de har kvalme (eller forestiller sig, at de har kvalme). Panikanfaldene ligner panikangst meget, og derfor bliver  emetofobikere ofte diagnosticeret som havende panikangst i stedet for decideret emetofobi. Disse panikanfald er meget værre for emetofobikeren end opkastning er for en ikke-emetofobiker. På trods af at disse panikanfald er så slemme for emetofobikeren, er selve det at kaste op dog stadig helt utænkeligt.

Emetofobi har indvirkning på folks uddannelse, karriere, parforhold og familiære forhold. Mange emetofobikere har fravær fra både arbejde og uddannelse, fordi de er bange for enten selv at komme til at kaste op eller for at blive udsat for smittefare fra andre, hvilket vil få emetofobikeren til at kaste op. Mange emetofobikere oplever panikanfald, når de synes, at de kan mærke det mindste tegn på, at de skal kaste op. Disse panikanfald kan være meget voldsomme – nogle emetofobikere griber til ekstreme metoder for at få panikanfaldet og ”de dumme tanker” til at gå væk – der er set eksempler på emetofobikere, der slår deres hoved hårdt ind i væggen eller gør skade på sig selv, for at slippe for tankerne om opkast og det deraf følgende panikanfald.

Emetofobikere udelukker ofte sig selv fra ovennævnte situationer (studie og arbejde), og det kan hos nogle føre til, at de udvikler andre fobier så som agorafobi og socialfobi.

Emetofobikere kan også udvikle andre fysiske problemer som f.eks. søvnløshed. Disse fobier og fysiske problemer udvikles, fordi emetofobikere ofte føler, at det sikreste sted, de kan være, er hjemme hos dem selv.

Emetofobi kan også forhindre et normalt socialt liv, fordi de kan være svært for ikke-emetofobikere hele tiden at skulle tage hensyn til emetofobikerens besættelse af opkastning. Det er naturligt nok heller ikke det bedste udgangspunkt for et forhold, når en emetofobiker på første date spørger, om man ofte kaster op.

Emetofobikere er oftest ikke i stand til at pleje syge familiemedlemmer. Mange føler sig skyldige og et intenst selvhad, især når de ikke er i stand til at være der for deres børn, når de har det dårligt. Mange emetofobikere er bange for, at barnet bliver forvirret over, at den voksne er mere optaget af, om de selv er blevet smittet, end de er af at tage sig af barnets sygdom.

En voksen emetofobiker fortæller historien om, hvordan hun blev medlem af en sejlklub sammen med andre kvinder. Klubben tager på længere sejladser hvert år. Første uge de var afsted, løb de ind i dårligt vejr, og kvinden blev søsyg. Hun brugte al sin energi på at bekæmpe kvalmen og ikke komme til at kaste op (selvfølgelig kastede hun ikke op), på et tidspunkt hvor alle skulle være på dækket og hjælpe med at sejle skibet. Da hun blev konfronteret med sit fravær på dækket, gik hun til bekendelse og fortalte om sin emetofobi. Hun blev bortvist fra sejlklubben, som derefter indførte en regel om, at nye medlemmer skulle kaste op foran de øvrige medlemmer, inden de kunne optages – for at forhindre andre emetofobikere i at blive optaget i sejlklubben.


Sp. Findes der en kur mod emetofobi?

Sv. Der findes ingen mirakelkur mod emetofobi eller nogen anden fobi. Nogle foreslår konfrontations-terapi, hvor man udsættes for andre, som kaster op, og som ender med at emetofobikeren skal kaste op. Dette er dog ikke den bedste løsning på emetofobi, idet langt de fleste emetofobikere bliver konfronteret med opkastning i deres daglige liv – f.eks. ved deres børn, familiemedlemmer eller lignende. Og da konfrontationen hidtil ikke har haft nogen positiv effekt på emetofobien, er det heller ikke sandsynligt at den vil have det i forbindelse med terapi. Desuden har mange emetofobikere også oplevet at kaste op (som nævnt tidligere), uden at dette har kureret dem for emetofobi.

Mange behandlere udskriver beroligende piller eller lykkepiller til emetofobikere. Pillerne kan reducere symptomer både af emetofobien og af panikanfaldene, men der foreligger ingen beviser på emetofobikere, der er blevet kureret for deres emetofobi udelukkende ved hjælp af piller. Desuden har mange piller bivirkninger som kvalme og opkast – og alene det gør det umuligt for emetofobikeren at tage pillerne.

Der findes enkelte eksempler på emetofobikere, som er blevet kureret ved at kaste op. Det ser ud til, at nogle bliver kureret for emetofobi ved at kaste op, fordi deres holdning til selve det at kaste op i dette tilfælde var anderledes, end det normalt er hos emetofobikere. Nogle få emetofobikere var i stand til at se den kommende opkastning som en måde at konfrontere deres fobi og som et middel til at komme over fobien. Og det lader til, at hvis man kan skabe den holdning i sig selv, så kan man også kurere sig selv ved at kaste op. Det er dog meget få emetofobikere, der er i stand til at skabe den holdningsændring i dem selv, så denne metode er kun brugbar for en lille procentdel af emetofobikere.

For mange emetofobikere er det også muligt langsomt at genoptage de aktiviteter, som man har udelukket sig selv fra. På den måde kan man leve videre med sin fobi, men samtidigt langsomt genoptage et normalt liv, hvor fobien ikke længere har så stor indflydelse.

Hvis man beslutter sig for at forsøge at genoptage aktiviteter i ens liv, er det også en god idé at finde de ting, som man brænder mest for. Jo mere optaget man er, af den aktivitet, som man er i gang med, jo mindre hjerneaktivitet vil man bruge på sin fobi.

Der er dog almen enighed om, at den bedste behandling af emetofobi (og andre enkeltfobier) er kognitiv terapi. Du kan læse mere om kognitiv terapi under menupunktet Behandling, hvor du også finder en liste over kognitive behandlere opdelt efter geografi.


Sp. Hvem er disse emetofobikere? Hvad skal jeg gøre, hvis jeg møder en?

Sv. Du ville sikkert ikke vide det, hvis du mødte en. Selv mennesker der lever sammen med emetofobikere, er ofte ikke klar over det.

Mange emetofobikere holder deres fobi hemmeligt. Nogle er bange for, at hvis de nævner deres manglende evne til at kaste op, så vil de kaste en forbandelse over deres lange årrække uden opkast. Andre frygter, at hvis de afslører deres angst, så efterlader de sig selv meget sårbare. Mange emetofobikere frygter, at hvis de fortæller, hvor dårligt de rent faktisk har det med opkastning, så vil folk forsøge at udsætte dem for situationer, hvor deres angst bliver trigget (enten fordi de synes, det er sjovt – ligesom når man giver en edderkop til en araknofobiker, eller for at være ondskabsfulde).

Angående hvem emetofobikere er, så er der flere kvinder end mænd, der har emetofobi. Men emetofobikere findes i alle aldersgrupper, geografiske lokationer og farver. Både sangeren Joan Baez og Today show vært Matt Lauer har offentliggjort, at de har emetofobi.


Sp. Er emetofober ellers psykisk raske?

Sv. Langt de fleste emetofobikere har ikke andre psykologiske problemer. En lille del af emetofobikere har dog også andre psykiske problemer.


Sp. Er emetofobi arveligt?

Sv. Det er bevist, at fobier ofte går igen i familier. Måske er det i virkeligheden mere fordi, man er mere udsat i forhold til at udvikle en form for fobi, hvis der allerede findes fobikere i ens familie. Miljøet har dog en større indflydelse på udviklingen af emetofobi. Mange emetofobikere påstår, at deres forældres manglende støtte i situationer, hvor de skulle kaste op, har haft en større indflydelse på udviklingen af deres emetofobi. Det ville ikke være overraskende at opdage, at forælderen selv var emetofobiker og derfor ude af stand til at støtte sit barn, når det var sygt – og dermed kom til at give emetofobien videre. På den anden side fortæller langt de fleste emetofobikere, at hverken deres forældre eller søskende har emetofobi.


Sp. Min søn/datter virker ikke selv til at være bange for at kaste op, men han/hun er frygtelig angst for at andre i skolen skal komme til at kaste op. Er det emetofobi?

Sv. At være bange for at andre kaster op er ikke nødvendigvis emetofobi i ordets egentlige betydning. Situationen rejser dog en del spørgsmål. Et barn som udtrykker angst for at andre skal kaste op, er sandsynligvis også selv bange for at komme til at kaste op. Der er ingen tvivl om, at barnet udtrykker en eller anden form for emetofobi på denne måde, fordi det tager fokus væk fra barnet selv. Det ville nok være tilrådeligt at tage barnet med til en samtale ved en terapeut, som har forstand på emetofobi/enkeltfobier og behandling af børn/unge.


Sp. Jeg kan efterhånden næsten ikke se nogen film, fordi der er opkast-scener med i alle film efterhånden. Kan jeg på nogen måde finde ud af, om jeg kan se en film eller ej?

Sv. Der findes en amerikansk side – ScreenIt – hvor man kan slå de fleste film op. Det koster et abonnement at være medlem af siden, men til gengæld får du mulighed for at kontrollere næsten alle film for ubehageligheder. Når man går ind på ScreenIt kan man slå en bestemt film op, og derefter gå ind under ”Blood/Gore”. Hvis der er scener med opkast i filmen, vil det stå beskrevet her, og du kan så vurdere, om du synes, at det er en film, du har lyst til at se. Her kommer et eksempel fra filmen Riding in Cars with Boys med Drew Barrymore :

We see Ray vomit on a bed while having herion withdrawal problems.

Filmene bliver normalvis lagt op den samme uge, som de udkommer. En lille advarsel : hvis du læser hele siden om filmen, får du både plot og handling fortalt, så sørg for kun at læse Blood/Gore afsnittet.


Sp. Jeg har lagt mærke til, at du hele tiden bruger ordet opkast. Ved du ikke, at der findes masser af synonymer, som du også kunne bruge?

Sv. Jo, jeg kender godt de andre synonymer og slangudtryk. Jeg bruger helt bevidst den lidt kliniske term opkast, da mange emetofobikere kan få trigget deres angst ved bare at læse ordene på skrift – og mange synonymer og slang-udtryk giver endnu stærkere ubehagelige følelser hos emetofobikere, end det lidt mere kliniske udtryk opkast. I mange engelske fora bruger man endda forkortelser (v* for vomit, sv* for stomachvirus, ms* for morningsickness og lignende) for at undgå at trigge emetofobikernes angst og panikanfald.

Administrator af emetofobi.dk  | emetofobi.dk@gmail.com