Simona 17 år

Udadtil er jeg en helt almindelig pige på 17 år, der til hverdag går på gymnasiet og dyrker min interesse flere gange om ugen (fitness, løb etc.) Men der gemmer sig en helt anden side, end den folk omkring mig ser. Jeg har, siden jeg var omkring 8-9 år, lidt af emetofobi, men fandt først ud af, at det var en réel angst/fobi da jeg var 15 år. 

Selv er jeg ikke et sekund i tvivl om hvorfor eller hvordan min angst startede. Og selvom det kan være hårdt at læse eller svært at forstå, vil jeg beskrive det så godt jeg kan, hvis der sidder andre, der har været i samme situation. 

Mine forældre blev skilt da jeg var 10 år gammel. Ca. 2 år inden det skete oplevede jeg, at min mor oftere og oftere kastede op, og tit uden at der var nogen særlig grund til dette. Jeg kunne tit opleve, at gå ud på toilettet om morgenen for at børste tænder, og så sad min mor dér på knæ, med hovedet i toilettet. Da mine forældre blev skilt, blev det besluttet at jeg skulle flytte alene sammen med min mor. 
Og hér begyndte det først at gå rigtig galt. 
Desværre var min mor psykisk syg og hypokonder, og troede derfor konstant at hun fejlede noget. Det endte ud i, at hun drak rigtig meget og gik hen og blev
alkoholiker. Det endte ud i, at hun kastede op flere gange om ugen, enten fordi hun havde slugt et lidt for stort stykke mad (som et eksempel) eller fordi hun 
var blevet fuld. 
 
Jeg husker især en aften, hvor hun og jeg havde været til 40 års fødselsdag ved en af hendes venner, og hvor hun havde drukket sig meget meget fuld. Jeg har været omkring 11 år. Jeg sagde til hende på vej hjem til bilen, at jeg var bange, fordi hun var fuld, men hun skældte mig blot ud og fortalte, at hun var skuffet over, at jeg kunne være bange for min egen mor. Da vi kom hjem, og jeg havde lagt hende i seng, sagde hun, at jeg skulle blive hos hende. Jeg havde bestemt ikke lyst til at ligge i samme seng som hende, når det var stensikkert, at hun ville kaste op. Men en lille pige der er bange for sin mor, siger ikke bare nej, og jeg måtte ligge ved hende hele natten, mens hun kastede op. Jeg græd og rystede, og fik ikke sovet på noget tidspunkt. Oplevelsen står stadig meget klart i dag, og det er noget jeg aldrig tilgiver hende for. 
I en alder af 11 år skulle jeg være den voksne og ansvarlige og passe på min mor, når hun var for fuld. Det ønsker jeg ikke for nogen børn. 
 
Jeg har altså haft adskillige lignende oplevelser, da jeg var mindre, hvilket har resulteret i min emetofobi. 
For 3 år siden flyttede jeg ud til min far, som opdagede min fobi. Til at starte med forstod han det ikke, og reagerede, ligesom så mange andre, ved at blive
sur/irriteret på mig, når jeg f.eks. fortalte, at jeg ikke vil spise dét og dét, fordi jeg mente, det var for gammelt eller ikke stegt nok. 
Der gik lang tid inden det gik op for ham, at det var alvor. 
 
Natten til d. 7 juli 2012 vågner jeg midt om natten ved at have det dårligt. Og jeg kan godt mærke, at dét her ikke var godt. Jeg gik straks i panik, og gik ned i køkkenet og spiste alt hvad jeg kunne finde, i håbet om at det var sukkermangel. Jeg husker, at jeg spiste agurk, kiks, pålægschokolade og drak thé med masser af sukker. Jeg vækkede min daværende kæreste, som støttede mig i min angst, og der sad vi i 2 timer, hvor min kvalme var så slem som jeg overhovedet kunne forestille mig. 
Efter de 2 timer gav jeg op, og kastede op. 
 
Det at jeg ikke vidste hvad der lå til baggrund for min opkastning, gjorde at jeg i de efterfølgende mange måneder blev bange for ALT. Jeg turde ikke sove om natten, fordi da jeg kastede op var det om natten. Jeg fik derfor ingen søvn overhovedet, og når jeg endelig faldt i søvn af ren udmattelse, drømte jeg ofte om opkast. Jeg turde ikke spise noget som helst, især ikke de madvarer jeg havde spist, dagen før jeg kastede op. Jeg turde ikke køre i bil, være alene, eller være uden for hjemmet. Jeg fik angstanfald 5-7 gange om dagen, hvor de oftest varede omkring 2-3 timer - en enkelt gang i 7 timer. Jeg tabte mig meget fordi jeg ikke spiste, og da jeg skulle starte i skole igen blev mit fravær hurtigt højt, fordi jeg var bange for at få det dårligt henne i skolen. Jeg begyndte at holde ekstra øje med elever der forlod klassen midt i timen, for at se om det var fordi de havde det dårligt. Jeg stoppede med at bruge toiletterne på skolen og stoppede fuldstændig med at gå i byen. 
 
Efter mange måneder med denne livsstil, gik jeg til min læge og sad nærmest grædende på knæ og bad om hjælp. Og det skal jeg love for at jeg fik. Min læge ringede straks til ungdomspsyk. afdeling i Risskov, og bad dem om at tage mig ind. 
Allerede den samme dag som jeg havde været ved lægen, kom jeg til en samtale i Risskov med en læge, en socialrådgiver og 2 psykologer. Jeg fik tildelt psykolog timer med kognitiv terapi i ubestemt tid, hvor jeg skulle komme mindst en gang om ugen. 
 
Senere hen er jeg blevet ordineret Sertralin, som er angst- og depressions nedsættende medicin, som gjort min hverdag meget mere overskuelig! 
Jeg er ikke kureret for min angst, men kan i dag bedre håndtere når jeg bliver panikangst. Mine angstanfald er reduceret fra 5-7 gange om dagen til 1 gang hver 3. måned. 
 
Jeg har desuden orienteret min klasse omkring min angst, så de bedre forstår min manglende tilstedeværelse på byture og andre sociale arrangementer. 
I dag kan folk der hoster eller bøvser stadig trigge min angst, og jeg kan ikke se film hvor der er opkastscener. Jeg er desuden bange for dyr der kaster op (især hunde). Jeg er bange for især pålæg der er for gammelt og råvarer som æg og kylling. Jeg holder øje med biler, der holder i vejkanten, med større pletter på fortorvet og folk i busser. Jeg kan kun bruge ordet opkast (efter rigtig rigtig meget træning), og bliver kvalm hvis jeg høre synonymer for opkast. 
 
Mit bedste råd til dig der sidder med emetofobi, og ikke ved hvad du skal gøre, er at søge hjælp. Gå til de personer, der står dig nærmest, og vis dem denne hjemmeside. 
Gå til din læge og bed om hjælp. Og hvis ikke din læge vil eller ikke forstår dig, så skift læge! 
Mit største ønske er, at der kommer meget større fokus på emetofobi, så flere behandlingsmuligheder bliver tilgængelige og så flere psykologer kan specialisere sig inden for dette område.
Administrator af emetofobi.dk  | emetofobi.dk@gmail.com